Tre skriveerfaringer.
ERFARING #1: FRISKE ØJNE
Det vigtigste tidspunkt i din teksts rejse fra udkast til endelig version er det tidspunkt hvor du sætter dig ned for at læse den for første gang. I dette ene øjeblik er du tættere på at være i din læsers hoved end noget andet øjeblik, for selv om du selvfølgelig på forhånd ved hvad din tekst går ud på, så har du ikke før nu siddet med den som en ren læseoplevelse. Og du kommer heller ikke til det igen, for selv om du kan læse din tekst igen og igen, så er det kun den første gang du kan gøre det med nogenlunde friske øjne og med muligheden for at blive overrasket. Næste gang vil du allerede høre ordene for dit indre øre før du læser dem og opleve at dine øjne skimmer hen over papiret.
Derfor er det vigtigt at du udnytter din første læsning optimalt. Sørger for at den bliver så objektiv og 'ren' som muligt. Jeg anbefaler følgende:
1. Vent en uge, gerne to eller mere, fra du har skrevet teksten færdig til du læser den for første gang. Det er uanset om der er tale om en kort tekst, et kapitel i en roman eller hele dit færdige manus.
2. Brug ikke denne ventetid på noget der har med din tekst at gøre. Glem alt om dit skriveprojekt. Hvis du ikke kan gå i to uger uden at skrive, så skriv på noget andet. Du er nødt til at komme så langt væk fra din teksts univers som du kan for at sætte dig selv i din læsers sted.
3. Print din læseversion ud med en anden skrifttype end du er vant til. Og hvis du er ekstrem, så print den mindre end du egentlig ville foretrække så du er nødt til at koncentrere dig for at læse hvert et ord og ikke har mulighed for at hurtiglæse.
4. Læs uden distraktioner omkring dig. Dine senere gennemlæsninger kan foretages i andres selskab med larm i baggrunden, men den første er som sagt unik og kommer aldrig igen, og den bør udnyttes med fuld koncentration.
5. Læs med en kuglepen i hånden og tag noter løbende -- alt hvad der falder dig ind. Du forsøger at sætte dig i din læsers sted, og alle dine umiddelbare tanker og reaktioner er vigtige at få skrevet ned.
* * *
ERFARING #2: KAPITLER OG TITLER
Nogle forfattere giver deres kapitler numre. Jeg bruger titler i stedet. Dels for at kunne give læserne en forsmag på hvad der er i vente hvis de bare liiige hænger på lidt endnu ... men også som en metode til at sikre at min historie stadig er på rette kurs.
Min filosofi omkring kapitler er nemlig at de ikke kun skal give læseren pusterum midt i læsningen, men også at kapitler hver især skal udgøre meningsfulde dele af historien; at de alle repræsenterer en stor eller lille, men altid uundværlig udvikling i det samlede forløb. Det kan være en vigtig opdagelse, et skæbnesvangert valg eller bare et kort møde mellem to personer, men ihvertfald noget der ikke kan undværes i historien -- for hvorfor så ikke bare skære det fra?
Og her er det at navngive mine kapitler et værdifuldt værktøj til at bedømme om jeg har levet op til min målsætning. Hvis jeg har nogenlunde let ved at navngive mine kapitler og give dem en sigende titel (der forhåbentlig også gør læseren nysgerrig efter at læse videre), så er det et tegn på at kapitlet handler om noget, at det har en kerne af noget væsentligt der kan forsvare at lade det fylde plads i historien. Hvis jeg derimod har svært ved at finde på en titel, så er det muligvis et tegn på at jeg har skrevet et kapitel der blot har til formål at bringe mine karakterer fra et sted til et andet eller at udfylde ventetiden til den næste store begivenhed. Og så er det måske værd at overveje et overspring i tid i stedet.
* * *
3. SKRIVEBLOKERINGER ER DIN VEN
Et af de aller-allermest stillede spørgsmål til forfattere er: "Hvad skal jeg gøre for at komme af med min skriveblokering?" Og jeg oplever tit at svaret er noget i stil med "gå en lang tur", "tag en pause" eller "tving dig selv til at sætte dig ned og skrive mindst én time hver dag". Alle sammen svar der handler om at smyge sig uden om skriveblokeringen eller tromle den ned.
Jeg har et andet forhold til skriveblokeringer; nemlig at de er symptomer snarere end lidelser. Og du er selv lægen. Dit mål er ikke at slippe af med symptomerne og lægge dem bag dig. Du er nødt til at forstå dem, for ellers vender de tilbage senere. Og næste gang er de meget, meget værre.
Det betyder i praksis at du ikke bare skal ignorere din skriveblokering eller prøve at tvinge den væk. Eller sætte den i bås med alle andres skriveblokeringer, for din er unik. Så i stedet skal du prøve at lægge mærke til hvordan din specifikke blokering føles, hvordan den opfører sig, hvornår den indfinder sig. Du kan for eksempel spørge dig selv:
1. Rører skriveblokeringen typisk på sig når du skal skrive en bestemt type scener eller kapitler eller når du skal skrive fra en bestemt hovedpersons synsvinkel (såfremt du har flere)?
2. Har du oplevet skriveblokering i forbindelse med mere end ét projekt, og dukker den i så fald ofte op i samme fase af skrivningen (f. eks. i forbindelse med begyndelsen, midten eller slutningen af din historie)?
Jeg tror på at skriveblokeringer kan lære dig en hel masse om dig selv som forfatter. Og hvis du virkelig har planer om at skrive seriøst på langt sigt, så er du nødt til at forstå så meget som muligt om hvilken slags forfatter du selv er. For kun på den måde undgår du at sidde fast i de samme problemer gang på gang eller træffe de samme forkerte beslutninger som i virkeligheden slet ikke passer til din arbejdsproces og skrivestil.
Hvis du for eksempel for tiende manuskript i træk oplever at skriveblokeringen begynder at indfinde sig når du nærmer dig sidste tredjedel af historien, er det så i virkeligheden et tegn på at du er bange for at afslutte manuskriptet fordi det betyder at det skal i hænderne på andre?
Eller hvis det ofte er midten af dit manus der blokerer dig, er det så fordi du i virkeligheden ikke planlægger nok inden du begynder at skrive? Er du måske i virkeligheden forfattertypen der tiltrækkes af nye begyndelser og det at kaste sig ud i historier uden at vide hvor de fører hen? Og bør du måske prøve at tøjle det instinkt, selv om det føles naturligt?
Der er mange, mange variationer af problemet med manglende skrivelyst. Og ja, følg endelig de typiske råd og gå en tur eller gå i bad når problemet opstår. Men brug den tid til at reflektere over hvad din skriveblokering betyder -- ikke på at gemme den af vejen.