Mig og min antagonist.

Jeg har typisk adskillige antagonister i mine historier. Det skyldes at mine serier ofte ender med at være åndssvagt lange, og derfor er der behov for at udfordre hovedpersonerne på forskellige niveauer og stadier i løbet af de par tusind sider der ofte er tale om. Efterhånden som hovedpersonerne udvikler sig, bliver mere duelige, får større forståelse for sig selv og hvad der foregår omkring dem, opstår der også et behov for at give dem nye problemer at tackle. Og ingen problemer er mere spændende end dem der repræsenteres af en antagonist.

Især når man arbejder med flere antagonister er det en fordel at gøre sig nogle tanker om hvad de hver især repræsenterer -- og hvordan de bidrager med forskellige slags udfordringer for hovedpersonen. I PANTEON-SAGAEN har jeg for eksempel både den type skurke jeg kalder for 'boksebolde' -- karakterer der primært er til for at dukke op i ny og næ og duellere på ord eller knytnæver med hovedpersonerne og gøre deres liv besværligt -- men også skurke der udfordrer hovedpersonerne på et dybere plan; på deres overbevisninger og deres tro på sig selv og hinanden.

Et eksempel på en af mine 'boksebolde' er charmøren Simeon Simeon, der er på jagt efter de samme sølvfarvede sten som nogle af hovedpersonerne. Simeon konfronterer heltene flere gange i løbet af serien, overfalder dem, stjæler fra dem og håner dem, men han er ikke historiens primære antagonist -- heldigvis. For selv om han er en underholdende karakter, så er hans konflikt med hovedpersonerne kun overfladisk. En serie på næsten tre tusind sider har brug for vigtigere modsætningsforhold end bare "vi er ude efter de samme mystiske sten".

Nej, hvis du virkelig vil ind under huden på læseren, har du brug for én eller flere antagonister der opfylder et dybere formål og gerne har en personlig forbindelse til hovedpersonen. Der er mange måder at indarbejde den slags forbindelser på, men her beskriver jeg to af slagsen som du sikkert kender mange eksempler på fra bøger og film:

1. Antagonisten som en alternativ version af hovedpersonen

Antagonisten kan bruges til at illustrere hvad der vil ske med din hovedperson hvis han/hun fejler sin opgave eller ikke når sit mål. Et af de nok mest klassiske fantasy-eksempler på denne type skurk er Gollum. Det interessante ved Gollum er at hans baggrundshistorie er den samme som hovedpersonens: Gollum var ligesom Frodo også engang en gennemsnitlig hobbit der ved et tilfælde kom i besiddelse af Den Ene Ring, og derefter var han ikke stand til at give slip på den igen. Den gjorde ham syg og forkrøblet og ude af stand til at tænke på andet end at få Ringen tilbage. Nu er det Frodo der bærer rundt på ringen, og i løbet af historien begynder han at udvise samme reaktioner på at besidde den som vi har set hos Gollum. Dermed er Gollums og Frodos historie tæt forbundet: Gollum er et glimt af den fremtid der venter Frodo hvis ikke tingene løser sig.

Dette forhold mellem pro- og antagonist kan være ekstremt effektivt fordi det skaber et grundlag for at protagonisten og antagonisten kan føle medlidenhed eller empati med hinanden. I Ringenes Herre er det antydet at Frodo føler medlidenhed fordi han forstår hvordan Gollum endte hvor han gjorde, og samtidig kan Gollum måske genkende noget af det han selv har mistet i Frodo. Dette gør at forholdet mellem de to karakterer er én af seriens følelsmæssige hjørnesten som skaber spænding fordi Frodo og Gollums forhold hverken er venskab eller blindt fjendskab, men noget tredje som indeholder elementer af begge dele.

Okay, så første pointe: Hvis du kan indarbejde medlidenhed eller sympati mellem din protagonist og din antagonist, vil du stå stærkere rent dramatisk end hvis de to karakterer blot er rivaler eller fjender.

2. Antagonisten som en ideologisk modstander

Antagonisten kan også være drevet af en ideologi der står i modsætning til din hovedpersons ideologi. Der er altså ikke bare tale om en karakter der står i vejen for at helten kan vinde karateturneringen eller bringe fred tilbage til verden, men i stedet en karakter der ønsker at skabe en måske ligefrem positiv forandring til bedre -- desværre bare på en måde der er i strid med de forandringer din hovedperson efterstræber.

Ideologiske modstandere er interessante fordi de måske ikke hader hinanden personligt, men i stedet er hinandens modstandere af nødvendighed. Det betyder at du kan skabe et nuanceret eller ligefrem tragisk forhold mellem de to karakterer. Alle der har læst tegneserierne eller set filmene om X-Men husker sikkert det specielle forhold mellem Charles Xavier og superskurken Magneto: De er gamle venner og mødes ofte privat i fred og fordragelighed, men når de konfronterer hinanden ude i verden er det typisk på en slagmark fordi deres mål er uforenelige. 

Det er min erfaring at hvis jeg kan etablere en plausibel grund til at min hovedpersonen føler mere end blindt had til min skurk og omvendt, så har jeg et godt grundlag for effektivt drama. Ingen kan lægge en historie fra sig der handler om to karakterer der føler sympati eller respekt for hinanden, men alligevel er nødt til at mødes i konfrontation af den ene eller den anden grund.

Bemærk at det er helt okay at have en helt og en skurk der -- i stil med Karate Kid-filmene eller den typiske bondedreng-versus-mørk-ærkemagiker-skabelon i fantasybøger -- kun handler om at sætte de to karakterer op mod hinanden i duel et par gange i løbet af historien og se hvem der vinder. Men hvis du ønsker at højne det dramatiske niveau i din historie, så prøv at besvare følgende spørgsmål:

"Hvad beundrer min protagonist mest ved min antagonist, og omvendt?"

Hvis der findes et interessant svar på det spørgsmål, så overvej om det kan inddrages konstruktivt i historien.

Her er et par spørgsmål mere til dig der ønsker at gå hele vejen med at gøre din antagonist mere end bare stereotyp:

1. "Hvad ofrer din antagonist for at nå sit mål, og hvordan påvirker dette offer ham/hende?"

Vi er vant til at tænke på helten som den der må give afkald på noget for at nå sit mål: En lykkelig tilværelse, et venskab, måske ligefrem sit liv. Men hvad har din antagonist egentlig måttet ofre? Fordi vi ser historien gennem hovedpersonens øjne, er det let at komme til at tænke på antagonisten som en person der kun dukker op når hovedpersonen har brug for at møde en udfordring, men derudover holder sig i skjul. Prøv i stedet at tænke på antagonisten som en slags hovedperson i sin egen historie -- en historie der sikkert er lige så fuld af hårde valg og fortrydelser som hovedpersonens. Brug noget tid på at se din antagonist som en karakter der gennemgår eller har gennemgået sin svære egen rejse -- men er kommet forkert ud på den anden side. Hvilke ofre har antagonisten været nødt til at bringe? Tænker han/hun tit tilbage på dem? Fortryder dem?

2. "Hvad er den ene ting din antagonist ikke er villig til at gøre for at nå sit mål?"

Skurke i historier (og især fantasy!) kan ofte virke karikerede fordi de tilsyneladende er villige til at gøre hvad som helst for at opnå deres mål -- hinsides enhver form for fornuft. Du kan løsne op for dette indtryk ved at antyde at din antagonist faktisk har en usynlig linje (eller flere) som han/hun ikke er villig til at krydse. Et venskab der ikke må gå tabt. En ejendel fra barndommen der aldrig må sælges. Et princip der ikke må brydes. Måske tvinges antagonisten til at tage stilling til denne ubrydelige grænse i løbet af historien og revurdere dens betydning, men det er ikke en gang nødvendigt; bare det at du som forfatter kender til din skurks usynlige grænser og barrierer kan være med til at give dig større indsigt i karakterens personlighed og drivkraft.

I PANTEON-SAGAEN har jeg selv prøvet at arbejde med en fuldt udviklet antagonist der både har ofret ufatteligt meget og prøver at nå sit mål uden at bryde sine personlige principper. (Jeg kan ikke afsløre navn eller detaljer fordi denne skurk først kommer i spil sent i historien, men de der har læst langt i serien ved sikkert hvem jeg mener.) Netop fordi jeg har en antagonist af denne type med og kan give nogle af mine personer ideologisk modstand, åbner det også muligheden for at jeg kan have andre skurke der mere er drevet af simple impulser som vrede og grådighed (som for eksempel den førnævnte Simeon Simeon). På samme måde er Gollum et godt, nuanceret modstykke til den altoverskyggende og unuancerede Sauron; hvor Sauron kan true hovedpersonerne på deres liv, kan Gollum true Frodo psykologisk, gøre ham i tvivl og få os til at frygte for noget der er vigtigere end Frodos liv -- hans sjæl.

Tak fordi du læste med -- der vil være flere Skrivetanker i næste nummer af Mørke Hemmeligheder. Hvis du ønsker at se mig tackle et bestemt emne, så skriv til mig på kontakt@borishansen.dk.

- Boris Hansen

(BONUS-TEKNIK: Når jeg arbejder med nuancerede skurke der har en kompliceret agenda og ønsker at skabe store forandringer, skriver jeg ofte en ½-1 sides synops af hele historien fra deres synsvinkel og med dem selv som jeg-fortæller. Altså simpelthen deres egen udlægning af hvad de gør igennem historien fra start til slut og hvorfor de gør det, fortalt med deres egen stemme. Det hjælper mig til at opdage huller i den logik der er nødt til at ligge bag deres handlinger for at de kan fremstå troværdige, og det giver mig en fornemmelse for hvordan de selv forklarer og forsvarer deres nogle gange uforsvarlige handlinger.)