Hvad jeg lærte af Panteon-sagaen
PANTEON-SAGAEN er forbi, og jeg har reflekteret lidt over hvad det fire år lange arbejde med serien har lært mig. Disse refleksioner vil jeg her dele i form af tre forhåbentlig gode råd til dig, der selv drømmer om at skrive en serie.
Here goes.
* * *
#1: Mærk efter hver gang du har færdiggjort en bog.
Du har netop færdiggjort 3'eren i din episke fantasy-serie. Det har været en lang og sej proces, og nu har du fortjent en pause, måske på et par måneder, før du kaster dig over den næste i rækken.
Det vælger de fleste forfattere i hvert fald -- at trække stikket for en stund når den seneste bog er sendt i trykken. Og det er en klog beslutning i de fleste tilfælde, hvis man ikke ønsker at gå helt ned med flaget.
Men det er ikke altid den rigtige. Det opdagede jeg under mit arbejde med PANTEON-SAGAEN, hvor jeg holdt en laaang pause efter 1'eren, og derfor havde svært ved at komme ind i rytmen igen efter pausen. Til gengæld skrev jeg 2'eren, 3'eren og 4'eren i ét uafbrudt ryk hen over et år. Ingen pauser. Og det var sindssygt hårdt, men føltes rigtig, rigtig godt.
Skrivearbejde hen over lang tid kan nemlig resultere i en flow-tilstand; en fast rytme hvor man er i stand til at sætte sig ned dagligt og bare producere, producere, producere -- præcis ligesom når man har gennemført de første par kilometer af sin løberute (har jeg hørt) og føler at man kan tonse derudad for evigt.
Denne flow-tilstand befandt jeg mig i efter afslutningen af PANTEON-SAGAEN 2, og noget i mig havde lyst til at fortsætte. Blive ved med at møde op på min skrivepind hver dag og fyre de 5-6.000 ord ned om dagen som jeg efterhånden havde gjort til rutine. Hvis jeg derimod holdt pause et par måneder, ville jeg forspilde denne ressource, som jeg havde oparbejdet over så lang tid. Jeg ville blive nødt til at bygge den op forfra.
Så jeg blev ved. Gik i gang med bog 3 så snart bog 2 var ude af mine hænder. Fortalte min redaktør at forlaget skulle gøre klar til en ekstremt hurtig udgivelse af ikke bare den næste bog, men også den næste igen. Jeg havde mærket efter og indset, at en pause nu ville være et spild af rutine, adrenalin og flow-følelse.
Og da jeg så havde skrevet serien helt færdig, holdt jeg endelig min pause. Og gør det stadigvæk. For det er stadig det rigtige at gøre i de fleste tilfælde. Bare ikke altid. Så mærk efter.
* * *
#2: Bliv bevidst om dine personlige mønstre
Den sidste bog i PANTEON-SAGAEN markerede min ottende romanudgivelse, og når først man har været igennem skrive/redigere/udgive-rutinen nogle gange, begynder man at opdage nogle mønstre -- i sin arbejdsproces, sine præferencer, sine uvaner, og meget mere.
Under PANTEON-SAGAEN opdagede jeg for eksempel om mig selv, at jeg altid er bange for at begynde på en ny bog. Jeg føler en særlig frygt, der -- så vidt jeg kan huske -- har været til stede ved hver eneste ny bog jeg nogensinde har påbegyndt:
"Hvad hvis jeg har glemt hvordan man gør? Hvad hvis jeg bare var heldig sidste gang, og jeg helt basalt har glemt hvordan man gennemfører et romanprojekt?"
Den dukker altid op. Hver eneste gang. Og den fordufter altid så snart jeg er kommet 30-40 manuskriptsider ind i det nye projekt. Opstartsfrygten er et af de særlige kendetegn ved min måde at være forfatter på; et mønster blandt de mange der udgør min individuelle skriveproces.
Her er grunden til at det er en Rigtig God Idé at prøve at gennemskue den slags mønstre, når man er kommet et par udgivelser ind i sin forfatterkarriere: Du kommer til at have masser af bøvl med at få dine historier til hænge sammen og dine karakterer til at makke ret. Alt det som alle forfattere kæmper med. Så det sidste du har brug for oveni, er at kæmpe mod dine egne tilbagevendende neuroser. Hver. Eneste. Gang. Dit liv bliver nemmere, hvis du kan genkende dem, for så kan du kategorisere dem som det de er: Uundgåelige, men i sidste ende substansløse. Produkter af din måde at være forfatter på.
Jeg kommer sikkert til at være bange for at starte hver eneste ny bog jeg kaster mig over resten af mit liv. Men PANTEON-SAGAEN har fået mig til at identificere netop den frygt som irrationel. Den er ikke et advarselssignal om at der er noget galt med den historie, jeg er på nippet til at kaste mig over. Den er et naturligt, fast indslag, jeg ikke behøver bekymre mig om -- blot noget der skal tromles hen over.
* * *
#3: Husk at fortælle dine læsere, hvor mange bøger der er i serien!
Den tredje ting, jeg lærte af PANTEON-SAGAEN, er sagt i sjov, men ment i alvor: Det er en virkelig, virkelig god idé at signalere til dine læsere, hvor mange bøger du planlægger at inkludere i din serie.
Især hvis du skriver fantasy, for så vil nogle af dine læsere helt automatisk gå ud fra, at der kommer tre i alt. Trilogien er trods alt standardformatet i fantasy. Og når de så sidder på sidste side af bog nummer tre og føler sig superforvirrede, fordi de tror at de netop har læst slutningen, så skriver de beskeder som disse på de sociale medier:
Jeg kommer aldrig til at skrive en serie igen uden at gøre det klart for læseren, hvor langt der er til vejs ende.
Det var alt for denne gang. Held og lykke med at gøre dig dine egne skriveerfaringer over de næste mange år!