Dit fingeraftryk

På et tidspunkt for ikke så længe siden, mens jeg sad midt i arbejdet med at skrive PANTEON-SAGAEN, faldt et spørgsmål mig ind. Og dagens skrivetanker er ikke en række konkrete skrivetips, snarere en skriftlig fundering over det ene spørgsmål og hvilke betydninger det kan have for os der skriver.

Spørgsmålet der faldt mig ind var: "Hvis en anden forfatter havde skrevet PANTEON-SAGAEN, hvordan havde den så været anderledes?"

Altså forstået som: Hvis jeg selv havde gjort forhåndsarbejdet med at planlægge seriens plot og karakterernes bevægelse gennem historien, men derefter havde givet skrivearbejdet videre til en anden forfatter, hvordan ville den så være endt med at se ud?

For sandheden er jo, at enhver historie kunne eksistere i et uendeligt antal tolkninger skrevet af forskellige forfattere, hver især et unikt produkt af forfatterens personlige fokus- og interesseområder, menneskesyn m.m. 

Det er en tilbagevendende joke blandt læserne af George Martins A SONG OF ICE AND FIRE at halvdelen af bøgernes omfattende længde skyldes de opremsninger af de mange måltider karaktererne spiser. Serien er spækket med bryllupsfester og gilder, og intet gilde uden en lang, detaljeret gennemgang fra Martins hånd af de op mod hundrede kulinariske oplevelser der serveres. Citrontærter, kandiserede æbler, indbagte duer. George Martin har tydeligvis en ekstrem interesse i mad, og en anden forfatter ville måske have udeladt disse passager helt.

Martin er næppe den eneste forfatter der er skyldig i at afsløre sine egne nørdede interesser på linjerne i sine bøger. Du har sikkert selv gjort det et par gange, ikke?

Men forfatterens 'fingeraftryk' handler ikke kun om personlige interesser der finder vej ind i historierne. Fingeraftrykket er overalt, på alle niveauer, ofte uden at forfatteren overhovedet er klar over det. Og det er faktisk et ret interessant emne for en forfatter at reflektere over, bare en smule. For hvis du kan begynde at sætte ord på de elementer eller temaer du ubevidst fremhæver og bruger tid på eller de mønstre der går igen mellem dine bøger, så kan du lære noget om dig selv og hvad der virkelig driver din skrivelyst. Og måske i sidste ende hvad dit forfatterbrand går ud på. Det kommer vi til om et øjeblik.

Men først. Hånden på hjertet: Kan du sætte nogen ord på hvilket unikt fingeraftryk du tilføjer din historie fordi du er netop den forfatter / det menneske du er? Som ingen andre ville have tilføjet på samme måde?

Hvis du er relativt ny forfatter (eller stadig blot en af de håbefulde), så vil jeg gætte på at svaret er 'nej'. Du har måske en idé om hvilke genrer du foretrækker at skrive indenfor. Og måske er du endda bevidst om nogle af dine overordnede vaner (og uvaner). Det kan være din hang til at tilføje dine historier masser af romantik. Eller at skrive lange actionscener. Eller at slutte dine kapitler med vilde cliffhangers.

Men hvad ved du egentlig mere om dit unikke fingeraftryk?

Jeg har skrevet to omfattende serier nu, DEN ÆLDSTE MYTE og PANTEON-SAGAEN. På overfladen har de masser af forskelligheder og masser af fællestræk. Nogle af fællestrækkene skyldes ikke så meget mit fingeraftryk, mere bare at de to serier deler genre og målgruppe. Det at der er en ung hovedperson eller at der overnaturlige forbandelser på spil i begge serier falder for eksempel ikke inden for hvad jeg betragter som mit fingeraftryk; det er mere et vilkår for hvilken slags bøger der er tale om. Men med otte bøger bag mig har jeg efterhånden et begyndende grundlag for at genkende nogle af de mere subtile fællestræk; de valg jeg ubevidst træffer i mit sprog, min struktur, mit arbejde med karakterer og meget, meget mere.

Lad mig give et par eksempler. Jeg tror at følgende træk er nogle af de bestanddele der udgør mit unikke fingeraftryk i forhold til andre forfattere. (Hvis du har læst nogle af mine bøger, kan du jo se om du er enig.)

Jeg har en forkærlighed for at skrive historier hvor nutidens hændelser viser sig at være forårsaget af fortidens begivenheder, og en central udfordring for mine hovedpersoner er ofte at finde ud af hvad der skete i fortiden. Det er ikke noget jeg bevidst har sat mig for at gøre fra starten af mit forfatterskab, men det er noget jeg gør — måske fordi det også er den slags historier jeg godt kan lide at læse. Who knows?

Jeg begynder ofte kapitler og scener midtvejs i handlingen og uden at etablere konteksten. Først hen over de næste mange afsnit og sider begynder jeg at 'zoome ud'; dvs. forklare præcis hvor vi er, hvem der er til stede og hvad der foregår. Jeg tror det siger om mig at jeg godt kan lide at udfordre mine læsere så de måske forvirres en smule i begyndelsen, men til gengæld får et payoff når de indser hvad der foregår. At det pay-off er den indledende forvirring værd og skaber en følelse af samhørighed med historien.

Jeg har en tendens til at skrive karakterer der er ekstremt arketypiske (den nørdede, den godhjertede, den dumsmarte) i begyndelsen af historien, men som nuanceres hen over flere bøger og langsomt bliver til mere 'rigtige' mennesker. Det er meget normalt for forfattere at udbygge karakterer over tid, men jeg tror at mit begyndelsespunkt er mere ekstremt stereotypt end gennemsnittet.

Og så en ret detaljeret betragtning: Jeg har en mærkelig vane med at lade mine hovedpersoner rejse dybt ned under jorden for at finde frem til de sandheder, de søger. (I AKKANAS GÅDE forekommer der ikke mindre end tre sådanne underjordiske rejser; én for hver af de tre forskellige hovedpersoner. Jeg sværger at det ikke var noget jeg planlagde med vilje. Men det var sjovt at opdage.)

Jeg kunne sagtens blive ved, men det vigtige her er ikke at analysere mit eget forfatterskab ned i mindste detalje, mere at give et billede af at begrebet 'personligt fingeraftryk' er noget der kan komme i spil på alle niveauer af din historie. Det sproglige, det strukturelle, det tematiske.

Hvis en anden forfatter havde skrevet PANTEON-SAGAEN, er det meget sandsynligt at historien havde haft et andet udtryk og fokus. Måske havde karakterer som Ron og Theodor været mindre arketypiske og mere realistiske fra begyndelsen. Måske havde forfatteren valgt at gøre det mere klart fra starten hvad forholdet mellem historiens to verdener er. Eller at opridse hovedkonflikten i historien tidligt i stedet for langsomt at lade den komme til syne hen over de første to bøger. Og der ville næsten helt sikker have været færre rejser ned under jorden.

Men nok om mig. Lad os prøve at se på en anden. Hvad er Stephen Kings særlige identitet som forfatter? Hvilket fingeraftryk sætter han typisk på sine historier?

De fleste vil straks svare noget i stil med at "han skriver horror". Men King har faktisk en ekstremt veludviklet forfatteridentitet (eller 'forfatterbrand' - jeg lover at vi kommer til det begreb senere) der ikke kun handler om den genre han er mest kendt for at skrive indenfor. For eksempel kan man også — efter min mening — sige følgende om Kings personlige stemme:

Hans historier er ofte ekstremt sted- og tidsbestemte. Han er sjældent upræcis omkring hvilket år og i hvilken amerikansk stat eller by historien foregår; i stedet bruger han masser af tid på at sætte os i en helt særlig miljø- og tidsmæssig stemning. Dette gør hans historier ekstremt nærværende og realistiske, næsten som biografiske skildringer af "det der skete" — og dermed mere skræmmende for horror-historiernes vedkommende. Andre forfattere vil bruge en omvendt strategi, nemlig at gøre historien mindre rodfæstet så læseren kan føle at "dette kunne ske hvor som helst, også her hvor jeg bor".

I forlængelse heraf: King bruger mange popkulturelle referencer. Dette er beslægtet med forrige punkt, men fortjener sit eget. King refererer tit til historiens samtids popkultur, bøger, film, tøj, varemærker, alt sammen ved navn.

King skriver ofte i 3. person, men samtidig lader han karakterernes tanker forekomme som korte og lange og tit forvirrede monologer. På den måde er vi ofte dybt inde i hovedet på karaktererne, helt derinde hvor tankerne flyver rundt og stikker af i forskellige retninger som de gør i virkeligheden.

Kings hovedpersoner er — med undtagelse af karakterer som revolvermanden Roland — ofte helt almindelige mennesker. Ikke hemmelige agenter eller toppolitikere, men mennesker der lever under ret normale omstændigheder indtil det unormale dukker op og ændrer deres liv.

De fire punkter udgør en lille flig af Stephen Kings omfattende og ret genkendelige fingeraftryk.

Og hvad så med dig?

Lige nu sidder du måske og tænker: "Hvordan skal jeg nogensinde kunne gennemskue mine egne særpræg som forfatter? Og hvorfor er det overhovedet vigtigt at tænke over?"

Svaret på det første spørgsmål er: "Det skal du heller ikke lige nu. Men det bliver nemmere med tiden." Du skriver, udgiver, skriver, udgiver, og du mærker hvordan dine personlige præferencer manifesterer sig igen og igen, også selv om du skifter mellem genrer. Du begynder at genkende dem.

Men hvorfor er det vigtigt at kunne sætte beskrivende ord på sit fingeraftryk? Kan man ikke bare skrive sine historier som det nu virker mest naturligt, og så lade være med at tænke for meget over hvordan de kunne have været skrevet?

Jo og nej. Svaret afhænger lidt af hvilket forhold du gerne vil have til forfatteriet. Hvilken rolle du ønsker at det skal fylde i tilværelsen. (Nu bliver det meget seriøst. Er du klar?)

På den ene side: Hvis du foretrækker at tænke på dit forfatterliv som noget stort og uudforsket der strækker sig foran dig og som du glæder dig til at fare vild i over de næste mange år uden al for megen planlægning, så skal du muligvis nøjes med at tænke på alt det med personligt fingeraftryk som noget pudsigt og ikke supervigtigt.

Men på den anden side: Hvis der kommer et tidspunkt hvor du ønsker at gå mere målrettet frem, at skabe et samspil mellem det du skriver og dine læseres forventninger, at bygge et forfatterbrand (der var det ord igen) ... så er det strategisk nyttigt at kende bare en smule til sit eget forfattermæssige fingeraftryk.

Det er en kendsgerning at bogmarkedet er overmættet. Der er hele tiden nye bøger at læse. Folks Goodreads-lister svømmer over af bøger de glæder sig til at kaste sig over. Kindle og iBooks anbefaler nye læseoplevelser i stride strømme. Og det er noget man er nødt til at forholde sig til som forfatter hvis man planlægger at opbygge en læserskare over tid. For det kan godt være at nogle finder din bog, læser den og synes godt om den. Men vil de huske den blandt de firs andre bøger de når at læse i år? Vil de huske dig når din næste bog udkommer? Og hvad vil de huske dig for?

Det er egentlig kernen i alt det med fingeraftryk og identitet og brand. For du kan ikke vinde alle læsere over i din lejr, men hvis du ønsker at gøre skriveriet til din karriere, så er du nødt til at indfange bare en lille procentdel af dem og omvende dem til faste læsere. Og det kræver at du på mindst ét af skriveriets mange niveauer leverer noget som ingen andre gør på helt samme måde.

Det behøver ikke være banebrydende eller en total nyskabelse. Måske er dine stedbeskrivelser bare de mest udførlige man overhovedet kan opstøve dansk fantasy. Og nogle vil elske netop den del af dit fingeraftryk fordi det taler til deres behov for eskapisme.

Måske er der en særlig grad af tragisk romantik i dine krimier som man ikke finder andre steder.

Måske skriver du biografier i 1. persons perspektiv og på en så sanselig måde at man føler sig placeret midt i historiske begivenheders centrum.

Måske har du en humor der er så sort og kynisk at folk ikke kan holde sig væk.

Uanset hvad, så er værdien ved at have et veldefineret, personligt fingeraftryk i sin skrivestil at der findes en lille, men passioneret skare derude der lægger allermest vægt på netop det du leverer.

Og det er nemmere at levere noget du selv forstår hvad er. For så kan du gøre det igen. Og igen.

Men hey. Det er ikke ensbetydende med at du skal binde dig selv til at skrive de samme historier om og om igen eller altid bruge samme sprog og karaktertyper. Stephen King har formået at skrive horror, fantasy, persondrevet drama og historiske romaner — men ofte på en måde så hans trofaste læsere frivilligt følger ham på tværs af tid og sted og genrer fordi de stadig fornemmer ham mellem linjerne.

Og så endelig det med 'forfatterbrand' nu hvor vi nærmer os slutningen. Jeg har brugt ordet løbende i denne (efterhånden alt for lange) tekst fordi det et tæt beslægtet med dit personlige aftryk på dine historier. Men de to er ikke det samme. Dit brand er noget større; noget der ligger i forlængelse af dit skrivemæssige fingeraftryk, men som omfatter mere end blot dit tekstlige output.

Som eksempel: Hvorfor finder man øverst på forsiden af www.borishansen.dk ordene "Store historier og mørke hemmeligheder"?

Fordi jeg forventer — og ønsker — at mit forfatterskab kommer til at kredse omkring kæmpestore, komplicerede historier, der ofte vil ende med at spænde over mange bøger. Fordi disse historier ofte vil bygge på koncepter som mysterier, sandheder og løgne og samspillet imellem dem. Og fordi mine historier typisk er struktureret omkring hovedpersonernes søgen efter svar og forsøg på at stykke fortidens hemmeligeder sammen af små fragmenter.

Så altså: 'Store historier og mørke hemmeligheder.' Det er ikke den endegyldige, perfekte beskrivelse af det totale fingeraftryk jeg tror jeg sætter på mine historier. Men de ord fanger noget centralt ved de forventninger jeg gerne vil have at mine læsere har når de samler min næste bog op — og det som jeg håber får dem til at komme tilbage efter mere. Det er mit fingeraftryk. Og mit forfatterbrand bygger på det fingeraftryk.

Og mit nyhedsbrev og min hjemmeside er også dele af det brand, ikke kun mine bøger. Derfor kan jeg give dem en form og et udtryk der ligger i forlængelse af mit eget billede af hvad jeg ønsker at tilbyde læserne som andre forfattere ikke gør. Dit forfatterbrand kan på den måde være en helhed der hænger sammen og signalerer til dine læsere hvem du er og hvad du vil dem.

Og derfor er det vigtigt at spørge sig selv: "Hvad er mit fingeraftryk?"

Synes jeg.

Måske er du slet ikke nået dertil. Det er okay. Alle disse tanker er først kommet til mig her flere år inde i min forfatterkarriere, på et tidspunkt hvor jeg kunne se tilbage på et output på næsten én million udgivne ord og begynde at ane mønstrene i dem. Identificere mine egne stiltræk på tværs af historierne. Hvad der egentlig interesserer mig ved de historier jeg selv skriver.

Men på et tidspunkt — hvis skriveriet viser sig at være en vej du ikke kan lade være med at følge — kan du vende tilbage til dette spørgsmål og se om tiden har gjort det nemmere at besvare.